Tænker du også "Åh nej, ikke igen…", jamen så er du sikkert ikke den eneste. Faktum er, at der ikke har været store ændringer i kemikaliereglerne i Danmark de senere år. Til gengæld er der nok mange skoler og virksomheder, der tidligere har forsømt at ajourføre arbejdspladsbrugsanvisninger (APB'er), og som nyligt har oplevet at få en venlig reminder om at få dette bragt i orden.. Nu udløser de nye kemikalieregler så et krav om revision af netop disse APB'er.
Den gode nyhed er, at den nye kemikalielovgivning skaber meget bedre forudsætninger for at beskytte mennesker og miljø, reducerer brugen af dyreforsøg og afstemmer reglerne for håndtering og transport af kemikalier, samt strømliner kemikaliereglerne verdens lande imellem.
Kort fortalt er det den største globale kemikaliereform nogensinde. Den er formuleret i FN under navnet GHS* og tiltrådt af 67 af verdens største lande. EU er også med, men i en let skærpet variant kendt som CLP-forordningen **. Forkortelserne står for en global harmonisering af reglerne for klassificering, mærkning og pakning/emballering af kemikalier, og ensretter eksisterende amerikansk, canadisk og europæisk kemikalielovgivning, samt UN-reglerne for transport af farligt gods. Den mest synlige ændring i forhold til de nuværende regler er indførelsen af nye faresymboler og sætninger på etiketterne.
Måske har du også opsnappet forskellige løse rygter om kommende ændringer i kravene til udformningen af kemikalieetiketter og sikkerhedsdatablade? Og måske er du også mere på den end med på den? For hvad er det lige, der skal ændres, hvad kræves af dig som kemilærer, og hvornår skal det hele ændres? Sådanne spørgsmål er helt berettigede og forståelige, for det er en meget stor og omfattende kemikaliereform, der nu bliver rullet ud. Det kræver en juridisk tunge at pløje sig igennem og forstå lovteksten (CLP-forordningen er på 1355 sider). Oveni kommer så den danske særregler, der nødvendigvis må opdateres. Udkastene til ændringer i bekendtgørelserne for fx unges arbejde med farlige stoffer, forebyggelse af kræftrisikoen mfl. er endnu i høring. Vi kender derfor i skrivende stund ikke de endelige danske særregler på området.
FREDERIKSEN vil overgå til CLP-mærkning af stofferne i takt med, at vi får solgt ud af lageret af samme stoffer. For de flestes vedkommende vil det ske i løbet af de første måneder af 2011. Samtidig får vores ikke-mærkningspligtige kemikalier også en ny type etiket. Dette vil også opleves i løbet af de næste få måneder. Vi vil også publicere opdaterede sikkerhedsdatablade for stofferne. I alt drejer det sig om godt 200 stoffer. Eftersom udrulningen af kemikaliereformen sker over en årrække, og mange stoffer klassificeres temmelig anderledes, vil der i samme periode kunne opstå lidt forvirring fx i forbindelse med bestilling af kemikalieetiketter, da vores etiketbestillingsliste ikke pt. er sat op til at vise både ny og gammel mærkning.
Læs mere på: Miljøstyrelsens hjemmeside:
www.mst.dk/Virksomhed_og_myndighed/Kemikalier/klassificering_emballering_maerkning/
*) Globally Harmonized System of Classification and Labelling of Chemicals
**) forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH)